Selvom dansk politik vrimler med nye partier, og danskerne har været til både Europaparlamentsvalg og folketingsvalg i 2019, har vi tilsyneladende ikke lyst til at melde os ind i et parti og være politisk aktive. Tværtimod. 

Status ved indgangen til 2020 er, at kun cirka 130.000 danskere er medlemmer af et politisk parti. Og det selvom antallet af partier aldrig har været større. 

Hvis Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og de andre partiledere ikke vender udviklingen, er det meget sandsynligt, at vi ti år ud i fremtiden – i år 2030 – kun har cirka 100.000 danskere, der er medlemmer af de politiske partier. 

Går vi halvtreds år tilbage mønstrede de dengang kun seks partier cirka 475.000 medlemmer. Både min far og svigerfar var blandt dem, der havde partibogen i orden og i en menneskealder var medlemmer af Socialdemokratiet. Min barndomsvenindes far var medlem af Venstre, og købmanden var konservativ.  

De er døde nu. Deres børn har ikke meldt sig ind i et parti. Deres børnebørn har end ikke overvejet det. 

Er partikulturen for gammeldags?

Er vores partier blevet for elitære og topstyrede? Er partikulturen for gammeldags? Er de klassiske gamle partier stivnet i en grundform, som de ikke har evnet at modernisere med appel til unge?

Lad os dvæle lidt ved tallene igen. For fyrre år siden ved indgangen til 1980 var der godt 275.000 registrerede medlemmer af otte partier. 

Ti år senere i 1990 havde knap 53.000 danskere sagt farvel til partibogen. Først og fremmest i Venstre, Socialdemokratiet og Konservative, der alle styrtblødte.

Op gennem 1990erne fortsatte danskernes flugt fra de politiske partier. Ved indgangen til det nye årtusinde var der kun 177.000 medlemmer af de politiske partier. Dansk Folkeparti og Enhedslisten var kommet til, og Venstre havde op gennem 1990erne evnet at tiltrække nye medlemmer. 

For ti år siden kom antallet af registrerede partimedlemmer for første gang under 150.000.

Fire partier høster nye medlemmer

Nu står vi ved tærsklen til et nyt årti, og tendensen er akkurat den samme. Danskerne gider ikke at være medlem af et politisk parti. Selv i 2019, hvor vi har haft folketingsvalg og europaparlamentsvalg, har de danske partier tilsammen mistet medlemmer.  

Konservative, Radikale, Enhedslisten og SF udmærker sig ved at have haft en netto medlemsfremgang det seneste år – stort tillykke med det.

Men fremgang til de fire partier, opvejer ikke, at de to store partier Venstre og Socialdemokratiet står stille eller har tilbagegang. Venstres officielle medlemstal er lige nu 32.183, mens Socialdemokratiets er 35.767. Begge flere tusinde under medlemstallet i 2018. 

Og Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet bløder ikke bare vælgere men også medlemmer. Kristian Thulesen Dahl kan i dag kun mønstre 12.251 medlemmer.

Da Uffe Elbæk etablerede Alternativet bragte det nye parti liv, energi og nytænkning med deres grønne tylskørter, og medlemmerne strømmede til. Men det blev for pjattet, og nu siver medlemmerne også der. I flere år mønstrede det nye parti over 10.000 medlemmer, men i april 2019 var tallet 9.288, og det er faldet yderligere i forbindelse med partiets nedtur under folketingsvalget. 

Nye Borgerlige har også medlemsfremgang men fra en lille base. Så bundlinjen er et samlet tab i 2019. 

Krisetegn eller sundhedstegn?

Ved folketingsvalget i 2019 stemte 84,5 procent af danskerne. Og politikerleden er for første gang i mange år på retur. Danskerne diskuterer politik på sociale medier og liker i stor stil folketingspolitikere på facebook. Lytterne følger med i dansk politik via blandt andet Slotsholmen på P1, og seerne valfarter også til TV2 News og ser Bezzerwisserne og andre politiske debatprogrammer. 

Så er det overhovedet et demokratisk krisetegn, at kun ganske få procent af danskerne er medlemmer af et politisk parti? 

Måske er det et sundhedstegn, at vælgerne ikke gider melde sig ind i partierne, fordi de har gennemskuet, at partierne er topstyrede kampagneorganisationer, der tager mere bestik af fokusgrupper end af lokale partiforeninger.  

Løkkes farvel-tale

I sin afskedstale på Venstres landsmøde i november talte Lars Løkke Rasmussen også om det faldende medlemstal. Da han meldte sig ind i Venstre som en ung mand, var der mere end 90.000 medlemmer. I dag mønstrer partiet kun cirka en tredjedel. 

Men selvom Venstre kun har cirka 30.000 medlemmer i dag, fik partiet godt 825.000 stemmer ved folketingsvalget, noterede Løkke i sin tale. 

”Vi er nødt til at forstå, at vores bagland i dag er andet og mere end medlemmerne, hvor vigtige vi end er alle sammen. For der er nogen, der er vigtigere end os. Danskerne,” sagde Løkke. Underforstået at den relativt lille skare af medlemmer er nogle ideologiske stivnakkere, der ikke har føling med vælgerne og dermed skal blande sig udenom. Med andre ord kan en lille ideologisk og principfast medlemsskare blive en bremse for at navigere politisk og skaffe et godt valgresultat. 

Lars Løkke hentede en pæn valgsejr og fik nye mandater til Venstre ved at køre solo uden om baglandet. Han blev detroniseret som formand, fordi baglandet sagde stop, men forsøgte i sin farveltale at tage fat på en vigtig men også svær debat om medlemsdemokrati. 

Sass havnede i shitstorm

Den debat har Socialdemokratiets tidligere gruppeformand Henrik Sass Larsen også forsøgt at tage. Han havnede i en shitstorm, da han for et par år siden til et universitetsspeciale gav udtryk for, at partierne burde nedlægge deres gamle institutioner, da det er bedragerisk at bilde medlemmerne ind, at de har noget at skulle have sagt.

”Altså et moderne parti i dag skulle jo afskaffe kredsforeninger og partiforeninger og regionsforeninger og hovedbestyrelser og alt muligt andet og så simpelt hen bare lave en eller anden moderne kampagneorganisation på nettet,” mente Henrik Sass Larsen

I specialet forklarer den dengang magtfulde strateg det faldende medlemstal med, at det ikke længere er relevant at have en partibog.

”De politiske partier er jo udformet og designet i en tid, hvor at man ikke havde noget fornuftigt at foretage sig i sin fritid og i stedet for gik til møder og forsamlinger og foredrag og hvad ved jeg, og som er lavet til at vedligeholde et eller andet illusorisk demokrati, som alligevel ikke eksisterer, og det vil de fleste fornuftige mennesker løbe væk fra, når de ser og bliver en del af det,” fastslår Henrik Sass Larsen.

Tænk ud af boksen

I maskinrummet på Christiansborg har de 179 folkevalgte politikere travlt med at lovgive. Finanslov, klimalov. De passer deres politiske arbejde, og jeg har stor respekt for folketingsmedlemmer, der generelt knokler og er seriøse.

Det samme gør borgmestre og kommunal- og regionspolitikere. Knokler. 

Partiforenings- og kredsformænd halser rundt for at leve op til partilove og indkalde til generalforsamlinger, valg af bestyrelser og kandidater til byråd og Folketing. Samme procedure som året før. Og som i sidste århundrede. Partilove og vedtægter skal overholdes. 

Men er det ikke nu, på den anden side af et folketingsvalg og Europa-parlamentsvalg, og i god tid inden kommunalvalget i efteråret 2021, at partierne bør tænke ud af boksen for at forny deres organisationer, så de har større appel til danskerne? Er det ikke nu, at partilederne skal på banen med deres visioner for deres organisationer?

Giver værksteder og turné medlemsboom?

I langt de fleste partier anser partitoppen medlemsflugten for et ’kæmpe problem’. Socialdemokratiet har med politiske værksteder, billige intromedlemskaber og inddragelse i debat om partiets nye principprogram gjort forsøg på at tiltrække nye medlemmer. 

Jakob Ellemann-Jensen begynder det nye årti med en turné rundt i Venstres bagland for at lytte og signalere, at han tager baglandet alvorligt. Det er enhver nyvalgt formands opgave og skal nok fastholde nogle af de gamle medlemmer. Men giver det et medlemsboom? 

Det centrale spørgsmål for alle partier i dag er, hvordan de fornyr medlemsdemokratiet og tiltrækker nye medlemmer? Hvordan får man skabt en debatkultur, hvor medlemmerne bliver hørt og ikke bare skal være partisoldater, der marcherer i flok efter partitoppen. 

Den såkaldte Demokratikommission med Lisbeth Knudsen i spidsen er på trapperne med deres bud på, hvordan vi styrker det danske demokrati og partierne. Men lad os komme i gang allerede nu.